"Jeg tror ikke, der findes andre organisationer, hvor man lader noget køre i ni år, uden at der på noget tidspunkt er en udefrakommende objektiv måling af, om der er tilstrækkelige fremskridt."
Dette er den slags politikervås, som har givet retorikken et dårligt ry.: Det lyder næsten fornuftigt, men taler i praksis blot uden om - i dette tilfælde uden om, at erfaringerne fra de lande, som de neo-liberale modellerer sig efter, for længst har vist at den slags tiltag giver bagslag i praksis.
Ideen om den udefra kommende kontrols værdi og fortræffelighed skyldes et paradoks, nemlig at Berlinmurens fald i 1989 IKKE førte til frihed, lighed og broderskab, men derimod til, at stalinistisk kontrol blev den globale norm.
Sjovt nok (jeg kan næsten ikke få luft), så er det de selvsamme neo-liberalister som påstår, at de vil en minimalstat, som i virkeligheden vil maksimal kontrol.
Det eneste, de imidlertid reelt ønsker at minimere er public service, herunder folkeskolen.
Vi har i vesten en lang humanistisk skoletradition, som har fungeret fortræffeligt. Så situationen er IKKE: Vi har noget, som ikke virker og derfor skal repareres. Situationen er: Vi HAVDE noget, som virkede, og det skal med vold og magt (bogstaveligt talt) forringes:
"It ain't broke. But we are gonna fix that," synes at være de neo-liberale wise guys’ motto.
Amerikanske uddannelsesforskere kæmper nu for at få gjort op med de skadevirkninger, som skyldes beslutningstagere som Rasmus Jarlov (og det meste af den siddende regering), som ikke ved en dyt om uddannelse, men har nogle smarte kontrolsystemer, de gerne vil have iværksat.
Eksempel: "Within distinct sociohistorical contexts, ambitious testing
pioneers persuaded educators and policymakers to embrace the standardized
testing movement. Their efforts ushered in an era of unprecedented testing in
schools, a practice that has escalated despite challenges from contemporary
psychologists who endorse a more learner-centered approach to education." (Carole J. Gallagher i Educational Psychology Review, 2003).
Vi - eller rettere sagt de politikere som pt. er beslutningstagere - er håbløst bagud for vore forbilleders negative erfaringer med de tiltag i kontrol og benchmarking, som fortsat hovedløst promoveres og indføres i Danmark.
Det er hvad Dorte Lange peger på, og dét er hvad Rasmus Jarlov undlader at svare på.